Tanker om efteråret

Jeg elsker efterår.

Hvert år tror jeg at det er sommeren, der gør mig gladest. Men jeg må indrømme at uanset hvor meget solen sætter i gang, og varmer min sjæl. Så er det altså efterår, stearinlys, varme tæpper og indendørs hygge der giver næring til min sjæl.

Sommeren i år har jo været intet mindre end fantastisk. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har nydt det så meget, og brugt så meget tid udenfor. Det har virkelig været skønt. Men nu glæder jeg mig til hverdag, lange bukser, tørklæder og jakker.
Jeg håber at få læst en bog eller to, at bruge mine aftener på at slappe af og komme ned i gear i løbet af efteråret. At få en rolig hverdag til at fungere, for mig og vores familie.

Jesper starter skole på mandag. Jeg starter arbejde om 14 dage.

Jeg ønsker at dette efterår er børnenes efterår, familiens efterår. Udover mit arbejde skal der ikke være for mange vilde planer. Jeg ved det kan blive hårdt for Ida når jeg starter arbejde, så jeg har allerede nu sat dage af, hvor hun og jeg er sammen alene.

Jeg ser mig selv i forklæde, bagende æbletærter og lige hækle en lap eller to, mens jeg spiller spil med Ida og tumler med Ludvig. Men jeg ved at det er drømme som brister hvis jeg ikke passer på. Mine forventninger til at vi bare skal hygge og slappe af i hinandens selskab, kan nogle gange blive helt forkvaklede, og rosenrøde. Men jeg prøver virkelig at få mine ønsker til at stemme overens med virkeligheden. Jeg vil ikke have at efteråret forsvinder mellem hænderne på mig, uden jeg kan huske jeg var der for mine børn. Jeg vil ikke have at dette efterår går op i logistik og forældre politi.

Jeg vil pioritere nærhed.

(Hørte i det nullermænd....i har frit lejde....)